Connect with us

Hvad leder du efter?

Almanak podcastAlmanak podcast

Nyheder

I weekenden skal du kigge efter Saturn

Jorden står mellem Solen og Saturn, og derfor kan du se Saturn med det blotte øje.

Foto: PJ Singh Flickr CC BY-4.0

På søndag kommer Jorden til at befinde sig mellem Solen og Saturn. Det kaldes opposition, fordi Saturn står modsat Solen på himlen.

Oppositionen er samtidig det tidspunkt på året, hvor Saturn er tættest på Jorden. Det betyder, at planeten fremstår en smule større og lysere, end den gør på andre tidspunkter.

“Det er der, man har bedst mulighed for at studere planeten med teleskop, fordi den står højt på himlen og samtidig er tættest på Jorden,”siger Michael Linden-Vørnle, som er astrofysiker og chefkonsulent ved DTU Space.

Det er dog ikke kun søndag aften, Saturn er synlig. Planetens position ændrer sig langsomt, så den kan ses både dagene før og efter oppositionen, uden at forskellen er mærkbar for det blotte øje.

Fra en lys prik til Saturns ringe
Når mørket falder på, kan Saturn findes uden kikkert. Den står mod sydøst og senere mod syd, og fordi området omkring den ikke har så mange meget klare stjerner, kan planeten være forholdsvis let at få øje på.

Den ser dog ikke ud som den Saturn, vi kender fra billeder, med det blotte øje er den bare en lys prik.

Det er først gennem et teleskop, at Saturns ringe bliver synlige. De består især af ispartikler, blandet med støv og sten, og størrelsen på partiklerne varierer fra bittesmå korn til større klumper. Ringsystemet strækker sig hundredtusindvis af kilometer ud fra planeten, men selve ringene er overraskende tynde, omkring ti meter.

“Saturn er solsystemets ubetinget smukkeste planet, fordi den har den her fantastiske ring. Men den kræver altså teleskop for at se,” siger Michael Linden-Vørnle, som har set Saturn utallige gange gennem et teleskop.

En hel verden omkring Saturn
Et teleskop afslører samtidig, at Saturn ikke står alene. Flere af dens måner kan ses omkring planeten, blandt andet Titan, som er større end Merkur. Titan er Saturns største måne og har en tæt atmosfære, og på overfladen findes søer og have af flydende metan og ethan.

Titan er blot én del af et enormt planetsystem, for Saturn har hundredvis af kendte måner, og omkring planeten findes både ringe og mindre himmellegemer, som tilsammen gør Saturn til et af de mest komplekse systemer i Solsystemet.

Man behøver dog ikke selv eje et teleskop for at opleve Saturns ringe.

“Der er jo flere forskellige folkeobservatorier rundt omkring i Danmark, hvor man altså kan komme ind og kigge på stjerner,” siger Michael Linden-Vørnle. Blandt andet Rundetaarn i København, Ole Rømer Observatoriet i Aarhus, Urania i Aalborg og Munkebjergskolens Observatorium i Odense.

Hvis himlen er klar søndag aften, kan du altså begynde med det blotte øje og finde Saturn som en lysende prik på efterårshimlen. Har du mulighed for at kigge gennem et teleskop, venter ringene, og måske også nogle af Saturns måner.

Artiklen er skrevet ud fra et afsnit af Almanak d. 2. oktober 2026.
Lyt til episoden her: Find Saturn på efterårshimlen – Almanak – Apple Podcasts

Forfatter

Nye episoder

Episoder

Lige nu slipper bladene træerne og lægger sig i lag på skovbunden. Men et vissent blad er ikke bare affald fra sommeren. Træet har...

Episoder

Efteråret er højsæson for ravjagt, og når blæsten rusker op i havet, kan chancerne for fund langs kysten blive ekstra gode. I dagens Almanak...

Episoder

Det er vinhøsttid på de danske vinmarker, og årets druer er ved at komme i hus. På omkring 25 år er dansk vinproduktion gået...

Episoder

Egeprocessionsspinderen fyldte sommerens nyheder og kostede millioner at bekæmpe. Nu er larverne væk, men næste generation ligger allerede som æg på egetræerne. I dagens...

This website uses cookies. By continuing to use this site, you accept our use of cookies.