Det er blevet koldt, og ulden er på vej tilbage. Efter en sommer med bare ben er det tid til at finde uldsweateren frem igen. Rundt omkring i landet mødes mennesker til strikkecaféer og festivaler, garnbutikker popper op, og nye strikkebøger udkommer. Det er blevet populært at strikke.
Noget af forklaringen på strikningens tiltrækningskraft kan findes i den måde, håndarbejdet beskæftiger både hænder og opmærksomhed på. Når vi gentager de samme bevægelser, får vi hele tiden en lille tilbagemelding på det, vi laver.
“Der er bittesmå mikrosucceser indbygget. Hver eneste maske er en lille succesoplevelse, som vi kan mærke i kroppen med hele belønningssystemet,” siger Anne Kirketerp, som er psykolog og ph.d. i Craft-Psychology.
Men strikning handler ikke kun om den tilfredsstillelse, der ligger i at se arbejdet vokse. Den hænger også sammen med behovet for at få en pause fra de mange indtryk, vi hele tiden skal forholde os til.
“Der er så mange mennesker, der har svært ved at opleve ro i kroppen og kontrol over tankerne. Den enorme mængde af alt muligt, der flyder igennem os i en moderne verden, er simpelthen svær at navigere i,” siger Anne Kirketerp.
Det betyder ikke, at det nødvendigvis er den sværeste opskrift, der giver mest ro. For nogle kan det netop være de velkendte retmasker og gentagelser, der gør, at opmærksomheden får et sted at lande.
Dengang var strik nødvendigt
Det er ikke første gang, ulden samler mennesker. For nogle hundrede år siden var strik og uld en vigtig del af livet på den jyske hede, hvor jorden var mager, men fårene kunne leve af landskabet. Ulden blev spundet til garn, og garnet blev brugt til at binde hoser, som vi i dag ville kalde strømper.
På Herning-egnen blev hosebinding efterhånden en vigtig ekstra indtægt, og arbejdet foregik ikke kun hjemme hos den enkelte. Man samledes i bindestuer, hvor både mænd og kvinder sad med garn og pinde, mens historier blev fortalt og viser sunget. Steen Steensen Blicher beskrev netop sådan en aften i E Bindstouw fra 1842, hvor en gammel skolestue i Lysgård fyldes med mennesker, der binder hoser og fortæller historier.
Bindestuen var altså både et arbejdssted og et socialt rum. Selve ordet kommer af det gamle at binde, som her betyder at strikke. Dengang var arbejdet nødvendigt, men man behøvede ikke at sidde alene med det, og det skabte et særligt rum.
“Der er stilhed ikke pinligt, der kan være lange pauser. Jeg kan byde ind, og jeg kan lade være. Det er ekstremt nemt at være sammen, når vi laver noget sammen, fordi de sociale spilleregler ikke er det primære,” siger Anne Kirketerp.
En moderne bindestue
I dag skal vi ikke strikke for at have strømper nok til vinteren eller for at tjene en ekstra indtægt, vi vælger selv at bruge tiden på håndarbejdet. Det giver os mulighed for at sætte tempoet ned og være sammen uden at skulle fylde hvert øjeblik ud med samtale.
“Vi kan lytte bedre, og vi kan lytte længere, når vi sidder med noget i hænderne,” siger Anne Kirketerp.
På den måde er der en forbindelse mellem bindestuen på den jyske hede og nutidens strikkecaféer. Rammerne er forskellige, men princippet er genkendeligt. Hænderne arbejder, mens mennesker er sammen.
Som i bindestuen er det ikke kun det, der kommer ud af strikketøjet, der betyder noget. Det er også det fællesskab, der opstår, mens vi laver det.
Artiklen er skrevet ud fra Almanak d. 23. september 2026.
Lyt til episoden her: Kulde kalder på uld – Almanak – Apple Podcasts
