Et tryk på dåsen. Et køligt pust under armen og en sød duft af parfume.
I midten af firserne var det hverdag i badeværelser over hele landet. Men i 1985 fandt forskere et hul i ozonlaget over Antarktis, og pludselig var spraydåsen på hylden blevet en del af en global miljøkrise.
For CFC-gasser havde siden 1950’erne været brugt i blandt andet køleskabe, spraydåser, isolering og køleanlæg. Gasserne bevægede sig op i atmosfæren og nedbrød ozonlaget, som beskytter livet på Jorden mod en stor del af solens skadelige ultraviolette stråling.
Ozonlaget ligger højt over os i stratosfæren. Det er ikke et fast lag, man kan se, men et område med en høj koncentration af ozonmolekyler. Og selv om vi ikke kan se det, kan forskerne måle, hvor meget ozon der er.
“Man sender en heliumballon hele vejen op igennem ozonlaget. Under ballonen hænger måleudstyr, som tager luftprøver undervejs, så man direkte kan måle, hvor meget ozon der er,” siger Helge Jønch-Sørensen, som ozonforsker ved Danmarks Meteorologiske Institut.
DMI har målt ozonlaget dagligt i København og Grønland siden begyndelsen af 90’erne.
Et hul i luften
I 1985 opdagede forskere, at ozonlaget over Antarktis var blevet så tyndt, at de talte om et hul.
“Et hul lyder så dramatisk. Det er svært at lave huller i luften,” siger Helge Jønch-Sørensen.
Et ozonhul er ikke et fysisk hul, men et område, hvor mængden af ozon er faldet til et meget lavt niveau. Over Antarktis betød det i 1985, at indenfor området mellem 14 og 20 kilometers højde, var stort set alt ozonen væk.
Forskerne havde allerede omkring et årti tidligere vist, at CFC-gasser kunne nedbryde ozon under bestemte forhold. Over Antarktis var forholdene særligt gunstige, og derfor begyndte forskerne at måle mere systematisk i området.
Det var en reel trussel. Hvis forbruget var fortsat, kunne ozonlaget være blevet drastisk tyndere over hele kloden.
Verden gjorde noget
Ozonkrisen blev et problem, som verdens lande faktisk kunne samle sig om.
I 1987 underskrev landene Montreal-protokollen, som skulle udfase de stoffer, der ødelagde ozonlaget. Industrien fandt alternativer, og produktionen og brugen af de kontrollerede ozonnedbrydende stoffer er siden blevet reduceret med mere end 99 procent.
Det var ikke bare en aftale på papiret, effekten kan måles i atmosfæren.
“Det var jo også derfor, at selv politikerne kunne finde ud af det. Så de blev hurtigt enige om at gøre noget,” siger Helge Jønch-Sørensen.
Montreal-protokollen blev senere den første traktat i FN’s historie, som alle verdens lande havde tiltrådt. Den 16. september, hvor aftalen blev underskrevet, er siden blevet markeret som Den Internationale Dag for Bevarelse af Ozonlaget.
For Helge Jønch-Sørensen er det netop et eksempel på, hvad der kan ske, når forskning bliver omsat til handling.
“Man skal tage alvorligt, hvad videnskaben siger. Fordi uden det videnskabelige baggrund, så var CFC-gasserne aldrig blevet stoppet,” fortæller han.
Ozonkrisen havde samtidig en vigtig fordel sammenlignet med klimakrisen, fordi forskerne kunne pege på de skadelige gasser, og der fandtes alternativer til dem.
“Der var tydeligvis en synder, og der var alternativer, man kunne bruge, i stedet for de skadelige gasser,” slår Helge Jønch-Sørensen fast.
Ozonlaget heler, men det tager tid
At verdens lande stoppede brugen af de ozonnedbrydende gasser betyder ikke, at ozonlaget bliver normalt fra den ene dag til den anden.
De ozonnedbrydende stoffer kan blive hængende i atmosfæren i mange år, og derfor reagerer ozonlaget langsomt på den indsats, der blev sat i gang i 1980’erne.
Men udviklingen går den rigtige vej.
Den seneste internationale vurdering fra FN’s miljøprogram og Verdens Meteorologiske Organisation viser, at ozonlaget er på vej tilbage mod niveauet fra 1980. Hvis den nuværende politik fortsætter, ventes ozonlaget omkring 2040 at være tilbage på 1980-niveau i det meste af verden. Over Arktis ventes det omkring 2045 og over Antarktis omkring 2066.
Ozonhullet over Antarktis er altså ikke forsvundet endnu. Det opstår stadig sæsonmæssigt, og størrelsen varierer fra år til år. Men på længere sigt er udviklingen blevet bedre.
“Det ser ud til, at vi når vores mål, hvis det fortsætter, som det gør,” siger Helge Jønch-Sørensen.
Artiklen er skrevet ud fra Almanak den 16. september 2026.
Lyt til udsendelsen her: Ozonlaget er ved at hele – Almanak – Apple Podcasts
