Havet er enormt, og et trawl kan kun vise forskerne en lille del af det liv, der findes under overfladen. Alligevel kan de små fangster bruges til at følge fiskebestandene år efter år.
Det danske forskningsskib Dana har netop afsluttet årets sensommertogt i Skagerrak og Nordsøen. I tre uger har forskerne fisket på bestemte stationer og samlet data, som senere bliver lagt sammen med undersøgelser fra andre lande.
Derfor er undersøgelserne nøje planlagt på tværs af landene omkring Nordsøen.
“Vi har fået udlagt nogle stationer, så det er som regel internationalt bestemt, hvor vi skal fiske henne. Vi bestemmer ikke selv, hvor vi skal være,” siger Marie Storr-Paulsen, som er sektionsleder for Monitering og Data på DTU Aqua og selv deltager i forskningstogterne.
Fra et net til et helt hav
Fiskene bevæger sig på tværs af landegrænser, og derfor giver det ikke mening, at hvert land kun undersøger sit eget område.
“Mange af de fisk og dyr, vi undersøger ude i havet, de er rigtig dårlige til at overholde de grænser, der er mellem de forskellige lande,” siger Marie Storr-Paulsen.
Derfor er undersøgelserne koordineret. Landene bruger de samme metoder og undersøger bestemte stationer, så fangsterne kan sammenlignes og lægges sammen.
“Hvis alle nu gik ud fra hver deres land og bare kun kiggede ind på deres eget område på deres eget tidspunkt, så ville vi have ret svært ved at vide, hvor mange fisk der var i alt,” siger hun.
Det afgørende er også, at forskerne vender tilbage til de samme og bruger den samme metode. På den måde kan de sammenligne årets fangst med tidligere års fangster og se, om der sker ændringer i bestandene.
Derfor skal de gøre det på samme måde hvert år
Det kan lyde oplagt at forbedre metoden, når teknologien bliver bedre. Men på forskningstogterne er det netop vigtigt ikke at ændre for meget.
“Vi er super konservative på den måde, vi gør det. Vi hader at ændre ting, når vi er ude på vores togter,” siger Marie Storr-Paulsen.
Hvis redskaber og metoder ændrer sig, bliver det nemlig sværere at vide, om en ændring i fangsten skyldes fiskene eller selve måden, de er blevet undersøgt på.
Forskerne undersøger blandt andet fiskens længde, vægt og alder. Alderen kan aflæses i fiskens øresten.
“Det, der er det smarte ved de her øresten, det er, at de vokser på samme måde som et træ. Så hvis man kigger på dem i et mikroskop, så kan man se sådan nogle årringe,” siger hun.
Dermed kan forskerne se, hvilke årgange der findes i bestanden, og hvor mange unge og gamle fisk der er. Det er vigtigt, når de skal vurdere, hvordan bestanden kan udvikle sig.
Fra forskningsskibet til fiskekvoten
Forskerne skal altså ikke bare finde ud af, hvor mange fisk der er i havet lige nu. Dataene skal bruges til at vurdere, hvordan bestandene ser ud fremover.
“Det, vi tit skal gøre, det er at rådgive politikerne og forvalterne om, hvor mange fisk der er til næste år,” fortæller Marie Storr-Paulsen.
Rådgivningen er blandt andet med til at danne grundlag for, hvor meget der må fiskes. Hvis en bestand er presset, kan det føre til færre fisk i nettet.
“Hvis vi for eksempel ser, at nogle af fiskebestandene er ved at have det rigtig dårligt, så er det jo vigtigt, at vi kan give besked til politikerne, så de kan sørge for, at fiskeriet for eksempel bliver reduceret,” siger hun.
På den måde begynder historien om fiskekvoterne ikke hos politikeren eller fiskeren, men langt tidligere, på et forskningsskib, hvor et net bliver trukket gennem havet og en lille del af fiskelivet kommer op på dækket.
Det er ikke hele havet, forskerne ser. Men når den samme lille stikprøve bliver taget igen og igen, år efter år, kan den være med til at fortælle, hvordan bestandene udvikler sig og hvor meget vi kan tillade os at fange.
Artiklen er skrevet ud fra Almanak den 15. september 2026.
Lyt til episoden her: Hvordan tæller man havets fisk… – Almanak – Apple Podcasts
