Jeg sidder på mit lille sted og mærker tyngdekraften trække i mig. Kroppen er bundet til jorden af samme lov, der holder planeterne på plads i deres baner.
Sådan beskriver Dorte Palle, vært på podcasten Almanak, den nat, hun sad alene i skoven uden nogen at tale med og intet bål at sidde ved.
Det hedder udesidning og er en praksis, hvor man opholder sig alene i naturen, ofte gennem en hel nat.
Selv om det kan lyde som en moderne øvelse i at komme tættere på naturen, går idéen om at sidde ude om natten langt tilbage.
I de gamle nordiske sagaer og digte fra middelalderen findes ordet útiseta, som betyder at sidde ude. I middelalderlige islandske lovtekster omtales det som noget, man kunne blive straffet for, når formålet var at opsøge eller tilkalde overnaturlige væsener.
I dag er udesidning blevet en del af forskellige former for spirituel og shamanistisk praksis.
Når mørket begynder at arbejde
Når lyset forsvinder, ændrer udesidningen karakter. Naturen omkring én skifter, og det, der før var synligt, skal pludselig opleves på andre måder.
“Folk tænker måske, at når det bliver mørkt, så kan man ikke se noget. Men der sker jo en hel magisk forandring. Nogle af fuglene holder op med at synge, og andre begynder,” siger Maria Lisette Jacobsen, der driver Hyldemors Have på Midtsjælland, hvor hun blandt andet underviser i shamanistisk praksis.
Men det er ikke kun naturen, der forandrer sig. Efterhånden begynder kroppen og hovedet også at protestere. Man bliver sulten, sidder måske dårligt, skal tisse eller får lyst til at gå hjem.
Vi er fulde af dårlige undskyldninger, hvis vi gerne vil væk fra noget, der er ubehageligt
Maria Lisette Jacobensen
Pludselig er der mange gode grunde til at afbryde natten.
“Vi er fulde af dårlige undskyldninger, hvis vi gerne vil væk fra noget, der er ubehageligt,” siger Maria Lisette Jacobsen.
Det er dér, udesidningen ifølge Maria begynder at handle om noget andet end mørket omkring én. Når man ikke længere kan distrahere sig med noget, kan tankerne komme frem.
“Det er som oftest ting, der betyder noget for folk, men som måske kan være svære at se i øjnene. Det kan være lidt ubekvemt at sidde der og tænke: Er jeg egentlig en god mor? Kunne jeg have gjort noget bedre i den konflikt? Eller hvad skal mit næste skridt være i mit liv?” forklarer hun.
Man kan træne sine mørkemuskler
Det er ikke nødvendigvis meningen, at udesidningen skal være en kamp mod mørket. For Maria Lisette Jacobsen handler det i højere grad om at blive i det, også når det føles uvant eller ubehageligt.
“Det er det her spejl, naturen giver os, når vi tør kigge. Folk havde ikke regnet med, at det kunne føles så transformerende eller give så mange indsigter. Bare fordi jeg sidder alene ude i skoven – hvad fanden skal det gøre?” siger hun.
Men man behøver ikke begynde med en hel nat alene i skoven. Man kan starte i det små.
“Hvis man er bange for mørket, eller man er bange for at være alene, så start med at sætte dig ud i din have, når mørket falder på,” siger Maria Lisette Jacobsen.
Man behøver ikke kaste sig ud på dybt vand fra begyndelsen, forklarer hun.
“Man træner sine mørke muskler.”
Artiklen er skrevet ud fra Almanak d. 4. september 2026.
Lyt til hele afsnittet her: Sæt dig udenfor og sans – Almanak | Podcast on Spotify
