Himlen skifter farve, når Solen står op og går ned, Månen vokser og svinder, og stjernerne dukker frem om aftenen. Men det meste af tiden ser himlen ud til at stå stille.
Fredag morgen bliver vi mindet om, at Jorden selv er en del af en større kosmisk bevægelse, og det fascinerer astrofysiker Michael Linden-Vørnle, chefkonsulent ved Institut for Rumforskning og -teknologi ved DTU – DTU Space.
“Det handler om, at naturen forandrer sig på en måde, som vi kan se og opleve. Det er det, der fascinerer,” siger han.
Formørkelsen topper kort før klokken 6.12 fredag morgen. Men det er ikke lige meget, hvor i Danmark du står, hvis du vil opleve den.
“Det mest optimale sted for at opleve den her formørkelse, i hvert fald der, hvor formørkelsen er maksimal, det vil være ude ved den jyske vestkyst med udsigt over havet,” siger Michael Linden-Vørnle.
Månen står nemlig meget lavt på himlen, når formørkelsen er på sit højeste. På Bornholm er Månen allerede gået ned, mens de bedste muligheder for at se formørkelsen er på den jyske vestkyst, hvis vejret er klart.
Når Jorden skygger for Månen
En måneformørkelse opstår, når Solen, Jorden og Månen står næsten på linje med hinanden, så Jorden kommer mellem Solen og Månen. Månen lyser ikke selv, men reflekterer Solens lys. Når Månen bevæger sig ind i Jordens skygge, bliver den gradvist mørkere.
Det kan kun ske ved fuldmåne. Men det sker ikke ved hver fuldmåne, fordi Månens bane om Jorden hælder godt fem grader i forhold til den bane, Jorden følger rundt om Solen. Derfor passerer Månen som regel lidt over eller under Jordens skygge.
Der er typisk to måne- og solformørkelser om året et eller andet sted på Jorden, men de kan være totale eller delvise. Denne gang kommer omkring 93 procent af fuldmånens diameter ind i Jordens helskygge.
Og det er her, det bliver interessant at kigge op. For selv om Månen bevæger sig ind i Jordens skygge, forsvinder den ikke bare.
“På et tidspunkt, når den kommer ind i Jordens helskygge eller kerneskygge, så kan den få den her rødlige farve,” siger Michael Linden-Vørnle.
Ved en total måneformørkelse kan hele Månen få det tydelige røde skær. Denne gang er formørkelsen delvis, men fordi den er så stor, kan den del af Månen, der bevæger sig ind i helskyggen, også blive rødlig.
Et glimt af den kosmiske sammenhæng
En måneformørkelse er altså ikke bare et syn på himlen. Den viser også, hvordan Jorden, Månen og Solen hele tiden bevæger sig i forhold til hinanden.
Vi har en tendens til at tænke på rummet som noget, der findes langt væk fra vores hverdag. Men Jorden er ikke adskilt fra resten af universet. Vi er en del af det samme system, som vi står og kigger på.
“Vi er jo en del af den her kosmiske økologi på godt og ondt,” siger Michael Linden-Vørnle.
Fredag morgen kan vi for en stund se den sammenhæng med egne øjne, når Jorden skygger for Månen.
Næste gang vi kan opleve en total måneformørkelse fra Danmark, er 31. december 2028.
Artiklen er skrevet ud fra Almanak torsdag d. 27. august 2026.
Du kan lytte til afsnittet her: Når Jorden skygger for Månen – Almanak | Podcast on Spotify
