Når stormen rammer, er det jord, sten og beton, der skal holde vandet tilbage. Langs de danske kyster har vi i generationer bygget os til beskyttelse. Diger skærmer lavtliggende områder, høfder reducerer kystens tilbagerykning langs Vestkysten, og mure og andre konstruktioner tager imod bølgerne.
Men det vand, vi beskytter os imod, er på vej op.
Beregninger fra Danmarks Meteorologiske Institut viser, at middelvandstanden omkring Danmark kan stige markant frem mod slutningen af århundredet, og havstigningen ser ikke ud til at stoppe der.
“Det vil sige, at vi skal tænke meget mere strategisk og langsigtet, end det man har gjort til dato,” siger Sebastian Mernild, professor i klimaforandringer og glaciologi og leder af SDU Climate Cluster.
Han deltog torsdag i Det Nationale Klimatopmøde i Lemvig, hvor kystbeskyttelse var blandt emnerne.
Her blev der også talt om et muligt paradigmeskifte: I stedet for altid at holde vandet ude kan løsningen nogle steder være at give havet plads.
Arbejde med vandet frem for imod vandet
At give havet plads betyder ikke, at vi skal opgive diger og lade vandet brede sig frit. Det handler om at vælge en anden type beskyttelse dér, hvor kysten og landskabet giver mulighed for det.
I stedet for kun at bygge en barriere mellem land og hav kan man nogle steder bruge naturens egne processer som en del af beskyttelsen. Det kan for eksempel være klitlandskaber og brede strande, der dæmper bølgernes kræfter, eller andre naturbaserede løsninger, der giver plads til vandet.
Det er den tilgang, Sebastian Mernild peger på som naturbaserede løsninger. Han mener, at vi nogle steder skal gå fra at kæmpe imod vandet til at arbejde med det.
“I stedet for at bygge de her hårde løsninger og holde vandet ude, så kunne vi arbejde med vandet. Sørge for at invitere vandet ind i nogle områder, så vi rent faktisk får noget vand, der kan være med til at gavne gavne andre forhold som fx næringsstof og kulstofoptag – altså at arbejde med multifunktionelle tiltag og muligheder,” siger Sebastian Mernild.
Mere specifikt handler det om, at naturområder bidrage til andre formål, blandt andet kulstoflagring, tilbageholdelse af næringsstoffer og levesteder for planter og dyr.
Ikke én løsning til hele kysten
Men naturen kan ikke løse kystbeskyttelsen på samme måde overalt. Danmarks kyster er forskellige, og nogle steder vil diger, mure eller andre hårde konstruktioner fortsat være nødvendige.
For Sebastian Mernild handler det derfor ikke om at erstatte alle eksisterende løsninger, men om at finde den løsning, der passer til det enkelte sted.
“Danmark er jo et ørige med rigtig mange kilometer kystlinje. Og det er jo ikke sikkert, at stål og beton passer alle steder hen som den mest smarte løsning, den bedste økonomiske løsning, den mest naturvenlige løsning,” siger han.
Det kræver, at man ser på både naturen, risikoen for oversvømmelser og de mennesker og værdier, der skal beskyttes. Derfor skal beslutningerne træffes på baggrund af både forskning og lokale forhold.
“Vi skal bruge videnskaben, vi skal lave borgerinvolvering, og sørge for at minimere miljøkonsekvenserne mest muligt, eller se om vi rent faktisk kan vende det til noget positivt,” siger Sebastian Mernild.
Fremtidens kystbeskyttelse bliver derfor ikke nødvendigvis et valg mellem beton og natur. Nogle steder skal vi fortsat holde vandet ude. Andre steder kan vi give det mere plads.
Historien stammer fra Almanak den 20. august 2026.
Lyt til hele afsnittet her: Hvordan ser fremtidens kystsikring ud? – Almanak | Podcast on Spotify
Almanak produceres af Rakkerpak Media i samarbejde med Science Report.
